Vækst, Kreativitet og Innovation i Norden
Med ”Vækst, kreativitet og innovation i Norden” præsenterer Nordisk Ministerråds initiativ KreaNord 18 businesscases fra de seks nordiske lande (Færørene, Island, Finland, Norge, Sverige og Danmark), der alle demonstrerer, hvordan nordiske kreative virksomheder – trods krise – viser imponerende vækstrater og samtidig smitter det øvrige erhvervsliv med kreativitet og innovation.
Casesamlingen viser, at grænsen mellem kreative erhverv og det øvrige erhvervsliv er i bevægelse: industrivirksomheder bruger kreative kompetencer og de kreative virksomheder vokser eksplosivt, når de tilføres forretningsforståelse. Formålet med at beskrive 18 businesscases er at præsentere kreative og innovative veje som nordiske virksomheder har brugt i forbindelse med udvikling af forretningsmodeller, koncepter eller nye produkter.
Det er vidt forskellige virksomheder, der portrætteres: Forskellige størrelser, brancher og med forskellige udfordringer. Nogle kommer fra produktions- og fremstillingsindustrien, andre fra de kreative erhverv (fx design, musik, computerspiludviklere). Fra globale mastodonter som modevirksomheden H&M eller fødevareproducenten Danish Crown til kulturvirksomheden Åmot Operagård eller animationsstudiet CAOZ. Fælles for dem alle er, at kombinationen af kulturelle/kreative og forretningsmæssige kompetencer har været frugtbar, skabt vækst og udvikling. ”Vækst, kreativitet og innovation i Norden” giver derfor inspiration til både de kreative erhverv og det øvrige erhvervsliv. Men lægger også op til en politisk drøftelse af, hvordan vi kan styrke rammebetingelserne og udfolde vækstpotentialet i Nordens kreative erhverv.
Bemærk: der findes både en dansk og en engelsk version af casesamlingen.

